2,7 millioner til projektet "Theatre Green Book Acceleratorprogram"
De kommende to år sættes der skub i den grønne omstilling af den danske scenekunstbranche med pilotprojektet Theatre Green Book Acceleratorprogram, som netop har modtaget en generøs donation fra Augustinus Fonden på 2,7 millioner kroner.
Pilotprojektet tager udgangspunkt i den engelske Theatre Green Book; et værktøj til at skabe bæredygtig scenekunstproduktion samt for afrapportering af scenekunstbranchens klimapåvirkning.
Projektet er udviklet af organisationen Bæredygtigt Kulturliv NU, med leder Christian Gade Bjerrum i spidsen og involverer en række samarbejdspartnere, bl.a. Dansk Teater, ARON (Center for Bæredygtigt Arbejdsliv), Kulturens Analyseinstitut, Den Danske Scenekunstskole, Det Kongelige Teater og en række andre teatre fra det danske teaterlandskab.
Theatre Green Book Acceleratorprogram skal undersøge, hvordan det engelske værktøj Theatre Green Book fungerer i en dansk kontekst. Samtidig vil det skabe fundamentet for en praksisnær, overskuelig og metodisk tilgang til at bruge Theatre Green Book til at skabe bæredygtige løsninger på både drifts- og kunstnerisk niveau i scenekunstbranchen.
Theatre Green Book er udviklet af englænderne Paddy Dillon og Lisa Burger, der i sidste uge præsenterede den nyeste udgave af Theatre Green Book i Danmark. Det skete torsdag den 6. juni, da Acceleratorprogrammet blev præsenteret for teaterfolk fra hele Danmark i Skuespilhuset i København i forbindelse med CPH STAGE. Fra talerstolen opfordrede Paddy Dillon og Lisa Burger, at teatre i Danmark og resten af Europa deler deres viden og praktiske erfaringer om deres bæredygtige tiltag for på denne måde at gøre det lettere og mere effektivt at få stadig flere teatre til at tage del i den grønne omstilling.
Den engelskskabte Theatre Green Book har vundet indpas i Europa for sin overskuelige, praksisnære fremgangsmåde. Det forventes indenfor den nærmeste fremtid, at EU-kommissionen godkender Theatre Green Book som den fremtidige europæiske standard for bæredygtig produktion og drift af et teater.